Guide: Sådan kan du nemt og uden besvær slibe dit drejejern. Læs med her og bliv klogere på, hvordan du nemt kan slibe dine drejejern, så du slipper for sløve skær. Vi tager fat i 5 af de mest brugte jern.
Slib drejejern
Medmindre du demonstrativt nægter at lave mad, så har du helt sikkert prøvet at skulle skære kød eller grøntsager med en sløv kniv. Det er frustrerende, og det ender med, at tomaterne bliver til flåede tomater frem for skiver, når du prøver at tvinge kniven igennem.
Sløve knive og drejejern kan være både irriterende og farlige. Irriterende for dig, der gør dit bedste for at lave et smukt emne eller skære en tomat, men er udfordret på sløve værktøjer; og farligt, hvis du bruger ekstra kræfter på at prøve at tvinge værktøjet til at udføre et arbejde, det ikke er skarpt nok til.
Og så kan sløve drejejern rive træet op og give en grim overflade - hvem gider det?
Der er mange måder at slibe sine drejejern på og mange religioner om, hvordan man gør og bestemt ikke gør. Her forklarer vi blot en måde, man kan vælge at gøre det på. Har du en måde, der fungerer bedre for dig, så er det jo bare skønt.
Stikstål
Et stikstål bruges blandt andet til at afsætte eksakte diametre eller til at stikke det færdige emne af. Typisk kommer stikstålet med en vinkel på 50 grader, hvor stålet mødes på midten i en spids.
For at slibe stålet skal du bruge et fladt støttebord. Montér støttebordet sådan, at stikstålets fas, når jernet holdes på højkant, flugter med slibestenens overflade på din slibemaskine. Tryk forsigtigt stålet mod slibestenen, mens du holder det mod støttebordet. Nu gælder det om at finde den rette hældning på støttebordet, så stikstålets fas rammer slibestenen på hele fladen.
Fokusér på at slibe lige meget på begge sider af stikstålet, så midten hvor de to sider mødes er centreret.
U-jern
U-jernet er et oplagt jern til skåldrejning. Og især de indvendige drejninger egner u-jernet sig rigtig godt til.
Et u-jern har ofte en fas med en hældning på 50-60 grader. Det er forskelligt fra jern til jern og producent til producent. Den nemmeste måde at slibe et u-jern er med en jig. Især hvis du ikke er særligt erfaren.
Indsæt jernet i din jig
Ligesom med skraberen skal du nu farve din fas med en tusch
Hold jernet i jiggen op mod din slibesten
Drej slibestenen med håndkraft for at se, hvordan den sliber
Juster efter behov, så du rammen hele fasen og tuschen slibes jævnt af
Start bænksliberen og slib nu u-jernet i en glidende bevægelse
Følg instruktionerne fra producentens side i forhold til indstillinger
Skrubstål
Skal du i gang med langsdrejning og fjerne store mængder træ? Så er det et skrubstål, du skal vælge. Skrubstålet er et større jern, hvor der er god plads til, at spåner kan føres væk.
Det er oplagt at bruge en slibestøtte til at holde skrubstålet. Med slibestøtten kan du nemt finde den rigtige vinkel på fasen. Her går vi efter omkring 50 grader (+/- efter ønske).
For at slibe skrubstålet skal du placere jernet i slibestøtten. Farv igen fasen med en tusch. Herefter holder du drejejernet hen mod slibestenen og justerer slibestøtten, så fasen rammer i den rigtige vinkel. Også her skal den ramme således, at en jævn mængde tusch fjernes fra fasen ved omdrejning af slibestenen med håndkraft.
Drej nu jernet i en lang bevægelse fra side til side indtil hele fasen har fået en jævn slibning.
Skrå mejsel
En skrå mejsel efterlader en flot overflade, men kræver, at det er pivskarpt, for at du får flotte resultater.
En generel tommelfingerregel er, at længden på din fas skal være 1-1,5 gange tykkelsen på dit drejejern.
Når du skal slibe din skrå mejsel, er det en god idé at bruge et støttebord. Montér bordet op til slibestenen og lav samme trick med tuschen som ved de andre jern. Farv fasen og juster dit bord i sådan en vinkel, at din mejsels fas slibes jævnt.
Placér mejslen helt op af støttebordet og brug din tommelfinger til at holde jernet ned mod bordet. Har du en skråmejsel med radius, skal du svinge drejejernet fra side til side i en glidende bevægelse.
Har du en mejsel med en lige kant, er det en lidt anden procedure. Hold i stedet mejslen ind til slibestenen og før den fra side til side uden at dreje mejslen. Du kan også vælge at bruge en jig, der holder mejslen helt lige.
Skraber
En skraber er et godt værktøj til at fjerne ujævnheder eller lave en jævn overflade. Skrabere har en vinkel, der er lige under 90 grader.
Du kan slibe din skraber ved at bruge et støttebord. Sæt støttebordet fast på din bænksliber tæt på stenen. Farv skraberens fas med en sprittusch og læg skraberen på støttebordet. Forsøg at ramme den eksisterende vinkel på din fas.
Hold skraberen helt hen til slibestenen og drej stenen med håndkraft. Juster støttebordet, indtil et jævnt område af tuschen slibes af. Du er nu klar til at slibe din skraber.
Drej skraberen fra side til side på støttebordet, indtil den er helt fri for tusch, og der er skabt en lille råæg.
OBS: Du kan nu selv bestemme, om du vil beholde råæggen. Ved at polere råæggen af bliver værktøjet mindre aggressivt.
Hvis du har brug for rådgivning i, hvordan du bedst sliber dit jern, så kom gerne ind i butikken. Her sidder Gunner og Karsten altid klar til at give dig kloge ord med på vejen.